Personer

I Et dukkehjem medvirker 11 personer, men det er ikke alle der har betydning for historien.

Der er :
Advokat Torvald Helmer, Nora, Fru Linde, Doktor Rank, Sagfører Krogstad, Helmers 3 børn, deres amme Anne-Marie, stuepigen og et bybud.

Stuepigen, de 3 børn og bybudet er meget perifere personer og er ikke rigtig med i handlingen, så de bliver ikke rigtig beskrevet. De andre, der betyder noget for handlingen, er:

De 6 vigtige personer i "Et dukkehjem"
De 6 vigtige personer i “Et dukkehjem”

Advokat Helmer er en arbejdsom mand, der netop har fået en stor stilling i Aktiebanken. Han har tidligere været meget syg og overlevede kun, fordi han kom på et kurophold i Italien. Han er familiens overhoved og står for hele økonomien i familien. Han er meget påpasselig med ikke at få gæld eller låne penge, og han mener, det er vigtigt at spare op.

Hans kone, Nora, er ung og smuk, og hendes mand kalder hende “egern” og “lille sangfugl” . Hun har hverken arbejde eller passer huset eller børnene – huset passes af stuepigen, og børnene passes af Anne-Marie. Nora tjener ikke nogen penge selv, men beder sin mand om penge, når hun skal bruge nogen. Det viser sig dog, at hun laver og sælger håndarbejde og på den måde tjener nogle hemmelige penge. Nora har en stor hemmelighed over for alle, som hun er meget stolt af. Nora bliver ind imellem træt af, at alle tror, hun bare er en lydig dukke, der ikke forstår noget og aldrig har kendt til andet end et liv uden problemer. Ingen ved, at hun også har måtte tage nogle store beslutninger.

Fru Linde er Noras gamle veninde, men de har ikke set hinanden i mange år, og nu er hun enke. Efter Nora blev gift, blev Fru Linde også gift, men hendes mand klarede sig ikke så godt, og da han døde (uden de havde fået nogen børn), var familien også gået konkurs. Fru Linde har derfor hverken nogen at tage sig af eller nogen penge at leve for. Hun rejser fra den lille by, hvor hun boede, ind til byen og opsøger sin gamle veninde Nora, for hun har hørt at Noras Mand, Torvald Helmer, netop har fået en stilling som direktør. Hun håber derfor, at Helmerfamilien kan skaffe hende arbejde. Nora betror sin hemmelighed om, at hun i sin tid lånte penge, da Torvald Helmer var syg, for at de kunne tage på kurophold i Italien, så han kunne blive rask. Alle tror, hendes far havde givet dem penge til rejsen. Nora betaler af på lånet med de penge, hun tjener på sit håndarbejde, og med de penge hun kan lægge til side, når hun får penge af sin mand. Fru Linde giftede sig med en mand, der kunne hjælpe hende med at forsørge sine to brødre og betale for deres uddannelse, efter deres mor døde.

Doktor Rank er Helmerfamiliens personlige, gode ven. Han har aldrig været gift og har ingen børn. Doktor Rank besøger Helmerfamilien næsten hver dag, under påskud af at skulle se til Torvald Helmer. Han er selv alvorligt syg, og indrømmer overfor Nora, at han faktisk kommer på besøg hos dem så ofte, fordi han er forelsket i hende.

Anne-Marie er Helmerfamiliens barnepige og amme. Hun har også været amme og barnepige for Nora. Anne-Marie har bortadopteret sit eget barn for mange år siden.

Sagfører Krogstad er enkemand med flere børn og var engang en dygtig forretningsmand, der dog blev afsløret i bedrageri og fik en dom. Han blev derfor degraderet i sin stilling, og er nu utilfreds med, at han ikke har så god en stilling, som han burde have med sin uddannelse. Krogstad vil gerne have en god stilling, og opsøger derfor Torvald Helmer for at få ham til at love ham en bedre stilling. Torvald Helmer vil dog ikke have en bedrager ansat, så han har tænkt sig at fyre Krogstad. Da Krogstad hører dette, bliver han vred og opsøger Nora. Krogstad kender nemlig Noras forfærdelige hemmelighed om hendes forfalskning af hendes fars underskrift, og han truer hende med at afsløre dette bedrageri, hvis ikke hun sørger for, at han får lov til at beholde sin stilling. Det viser sig, at Krogstad og Fru Linde engang har været forelskede, men fru Linde valgte dengang en anden (rigere) mand.